Ledig | Nyuddannet | Jobsøgning | Arbejdsliv | Faglige organisationer | Netværk |

FTFa INVITERER LEDIGE MEDLEMMER TIL JULEFROKOST

FTFa INVITERER LEDIGE MEDLEMMER TIL JULEFROKOST

Den 29. november inviterer a-kassen FTFa ledige medlemmer til julefrokost. Udover hygge og netværk byder dagen på øvelser i at finde og sætte ord på sin indre motivation, så deltagerne bliver endnu bedre til at vise arbejdsgivere, at de er den rette til jobbet.

Når en sød duft af brændte mandler finder dine næsebor, og når guirlander af gran stråler om kap på gågaden, så ved du, at invitationen til årets firma-julefrokost er på trapperne. Men sådan én får du ikke, hvis du er ledig. Til gengæld har ledige medlemmer af FTFa fået en juleinvitation fra deres a-kasse – hvad enten de bor i København, Aarhus, Aalborg eller Odense. I år er temaet: Din indre motivation.

Motivation giver en forlomme i jobkøen

På dagen møder gæsterne karrierecoaches fra FTFa, der hjælper dem med at få øje på deres indre motivation ved at finde styrker, de typisk sætter i spil, når de er motiveret af noget. Nogle mennesker får fx energi af at fremlægge foran mange, mens andre får energi af at få tallene i excelarket til at stemme.

”Din indre motivation er det, der giver dig energi. Det er dit indre brændstof. Det er din særlige motivation for at arbejde med bestemte arbejdsopgaver,” forklarer Anni Kjeldahl, der er karrierecoach i FTFa.

Det er hendes erfaring, at du kommer foran i jobkøen, hvis du formår at sætte ord på din motivation – både i din ansøgning og til jobsamtalen.

Virksomhederne vil mærke motivationen

51 % af danske private og offentlige virksomheder peger på, at en af de mest sete mangler i ansøgningen er, at ansøgerens motivation er utydelig beskrevet. Det viser rekrutteringsanalysen 2018 fra konsulenthuset ballisager.

”Det nytter ikke at sige, at arbejdsopgaverne lyder spændende. Det kan alle gøre. Forklar i stedet, hvorfor du synes, at de her arbejdsopgaver er de fedeste,” siger Anni Kjeldahl og uddyber:

”Er du motiveret, så er du mere produktiv, og du er derfor en bedre arbejdskraft for virksomheden. Faglighed kan man hælde på folk, men er du i bund og grund ikke motiveret for det, du laver, går du kold.”

Både sjov og alvor

Udover faglige input handler julefrokosten også om at hygge sig uden nødvendigvis at tænke på, at man er ledig.

”Julefrokosten skal være sjov og alvor i en god kombination. Medlemmerne får inspiration til at styrke deres jobsøgning, men det skal også være nogle hyggelige timer, hvor de netværker med hinanden. Her kan skuldrene komme ned, fordi de ikke skal forklare sidemanden, at de er ledige,” siger Michael Darmer, der er adm. direktør i FTFa.

Mange ledige mister nemlig mere end deres løn:

”Man mister også det sociale netværk med kollegerne. Og det er noget, man især mærker ved juletid. Derfor inviterer vi vores ledige til julefrokost hos os,” pointerer Michael Darmer.

I år blev pladserne revet væk på to timer. Det er fjerde år i træk, at FTFa holder julefrokost for ledige medlemmer.

Læs mere om julearrangmenterne og se programmerne her 

 

top

Afspiller nu: