Ledig | Nyuddannet |

FERIEDAGPENGE OG DEN NYE FERIELOV

FERIEDAGPENGE OG DEN NYE FERIELOV

Den nye ferielov, hvor vi løbende optjener og afholder ferie, begynder den 1. september 2020. Indtil da er der en overgangsordning. Vi giver dig et overblik over, hvordan du er stillet, når du optjener og afholder feriedagpenge i overgangsperioden.

Den 1. september 2020 får vi en ny ferielov med samtidighedsferie. Samtidighedsferie betyder, at når du optjener ferie i en måned, har du ret til at holde ferien den næste måned.

Efter den gældende ferielov optjener du ret til feriedagpenge i ét kalenderår, men du kan først afholde ferien i det følgende ferieår, som begynder den 1. maj året efter.

Den nye ferielov ændrer ikke på, at du fortsat optjener 2,08 feriedage hver måned, som svarer til 25 feriedage om året.

Når det kommer til optjening og afholdelse af feriedagpenge, er der to perioder, du skal kende til:

  1. Overgangsperioden, som løber frem til 1. september
  2. Perioden hvor den nye ferielov er trådt i kraft efter den 1. september 2020

1. Feriedagpenge i overgangsperioden frem til 1. september
Overgangsordningen er lavet for at undgå, at du kan afholde to års feriedage i løbet af ét år.

Uden overgangsordningen ville du nemlig både have de feriedage, du har optjent i 2019, og den ferie du optjener hver måned fra 1. september 2020, som du løbende kan holde måneden efter.

I overgangsperioden er der to begrænsninger, når du optjener dine feriedagpenge:

  • Du optjente højst 17 dage med feriedagpenge i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2019
    De 17 feriedage kan du holde fra 1. maj 2020 til og med 31. august 2020. Det er sammenlagt 17 dage med ferie, du har optjent fra en arbejdsgiver og fra FTFa.
  • Du optjener ikke feriedagpenge i perioden fra den 1. januar 2020 til og med den 31. august 2020

2. Feriedagpenge med samtidighedsferie fra 1. september 2020
Fra den 1. september 2020 optjener du hver måned feriedagpenge af de dagpenge, feriedagpenge og barselsdagpenge, som du får udbetalt.

Hvis du for eksempel får udbetalt dagpenge for hele september måned, kan du holde 2 dage med feriedagpenge i oktober.

Da du først skal optjene ret til feriedagpenge i en måned, vil du ikke have ret til at afholde ferie med feriedagpenge i september 2020.

Har du fået ydelser i løbet af 2019, har du i april 2020 fået besked fra os om, hvor mange dage med feriedagpenge, du har. Læs brevet igen på Tast Selv

VI HOLDER DIG OPDATERET

Når de endelige regler om feriedagpenge er vedtaget, vil vi skrive mere om reglerne her på siden.

Du kan læse om den nye ferielov på borger.dk.

top

Afspiller nu: