Ledig | Jobsøgning | Arbejdsliv |

FÅR DU JOBBET ELLER EJ? DIN MOTIVATION GØR FORSKELLEN

FÅR DU JOBBET ELLER EJ? DIN MOTIVATION GØR FORSKELLEN

Du skriver gode og målrettede ansøgninger. Dit cv er gennemarbejdet og opdateret. Dine jobsamtaler går udmærket. Problemet er bare, at du ikke får de jobs, du søger. Så hvad er det, du overser? Hvad er det, der mangler? Ifølge Pernille Steen Kirchhecker, der er job og karrierecoach i FTFa, er det ofte den ansøger, der bedst får sin motivation frem i cv, ansøgning og i samtalen, som får jobbet.

Pernille Steen Kirchhecker forklarer, at motivationen er fællesnævneren, der som en rød tråd skal gå igennem din ansøgning, dit cv og i selve jobsamtalen. Spørgsmålet er så, hvordan du får den frem, når du sidder foran skærmen og skal i gang med at skrive eller forberede dig? Pernille Steen Kirchhecker har tre pointer, som får motivationen ind i både din ansøgning, dit cv og i din jobsamtale:

1) Tænd gnisten

Start med at tænde gnisten. Den kommer faktisk helt automatisk, når du tænker tilbage på de tidspunkter i dit arbejdsliv, hvor alt er gået op i en højere enhed og alt er lykkes. Det kan f.eks. være nogle resultater, du har skabt og er stolt af, eller nogle arbejdsopgaver, hvor du følte, at du udviklede dig, da du løste dem. Her er det vigtigt, at du underbygger din gnist med at fortælle om de kompetencer, du brugte. Når du fortæller om dem, kommer gnisten – både i dine øjne og i dit sprog.

2) Dyrk motivationen i ansøgningen

Når arbejdsgiver læser din ansøgning, skal han/hun ikke være et sekund i tvivl om din motivation for at søge lige præcis det job. Spørg dig selv, hvorfor du overhovedet interesserer dig for det job, du søger. Hvad vil du gerne bidrage til og hvorfor? Hvis jobbet f.eks. handler om rådgivning af kunder eller borgere, hvad er det så, der driver dig i rådgivningen? Er det at få glade kunder? Er det at bidrage til rådgivning, som gør kunden tryg og stiller dem bedst muligt i forhold til at vælge de bedste løsninger for sig selv? Eller noget helt tredje? Og hvorfor er det vigtigt? Et eksempel kunne være: ”… gennem professionel rådgivning bidrager jeg til trygge kunder, som kan vælge de bedste løsninger. Ad den vej skaber jeg loyale kunder, som er modtagelige overfor nye produktforslag/mersalgsprogrammer. Det er netop her min motivation og drivkraft kommer i spil til gavn for både forretningen, kunden og min egen energi i hverdagen”.

3) Fold dit bedste jeg ud i samtalen

Når du via dit cv og din ansøgning har landet en samtale, skal du også vise din gnist og motivation her. Men igen er det vigtigt, at du ikke gentager det, som står i din ansøgning og dit cv. Til jobsamtalen skal du bygge videre på, hvad du fortæller om dig selv i dit cv og din ansøgning. Brug flere eksempler på opgaver, succeser og samarbejder som har tændt din motivationsgnist. Du skal dermed bruge tiden på at fortælle de samme historier, som du fortæller i cv’et og ansøgningen, men i nogle nye versioner. F.eks. ved at bruge andre eksempler på opgaver, du har løst, eller udviklet dig inden for. Spørgsmålet: ”Hvorfor gør jeg det, jeg gør” eller ”Hvorfor synes jeg, det er vigtigt?” kan typisk gøre din motivation skarpere og tydeligere – både for dig selv og dem, du fortæller det til. Du kan også overveje, hvad du ønsker at lykkes med til gavn for hvem og hvorfor. Det kan være væsentlige refleksioner at gøre dig forud for din jobsamtale.

top

Afspiller nu: