Ledig | Debat | Jobsøgning | Arbejdsliv | Faglige organisationer |

HISTORISK STOR FORSØGSORDNING SKUDT I GANG: A-KASSER FÅR ENDELIG MERE ANSVAR

HISTORISK STOR FORSØGSORDNING SKUDT I GANG: A-KASSER FÅR ENDELIG MERE ANSVAR

Da ni udvalgte a-kasser, herunder FTFa, ved årsskiftet overtog jobcentrenes ansvar for at få ledige i job, var det startskuddet til en historisk stor forsøgsordning. A-kassen FTFa sætter især ind for at få to medlemsgrupper hurtigere i job.

Det er besværligt og bureaukratisk at være ledig. Det er den opfattelse, som mange går rundt med. Bl.a. fordi at ledige både skal til møder både hos deres a-kasse og i jobcentret. Men fra den 1. januar 2020 vil det for en gruppe af ledige blive nemmere at være ledig af den simple grund, at de kun har én møde- og sparringspartner, nemlig deres a-kasse.

Ved årsskiftet gik en ambitiøs forsøgsordning fra Beskæftigelsesministeriet nemlig i gang. Forsøgsordningen, som bliver kaldt a-kasseforsøget, skal forenkle lediges beskæftigelsesindsats. Det gør den ved at give a-kasserne et større ansvar: De bliver de lediges primære kontakt i de første tre måneders ledighed. For FTFa, der er en af de ni a-kasser i forsøget, er a-kasseforsøget en længe efterspurgt mulighed for at kunne gøre mere for deres medlemmer:

”Vi glæder os over at være i gang. Det gør vi fordi, vi tror på, at vores medlemmer vil få en bedre og mere konstruktiv oplevelse, når de kun skal til møder med os og ikke også med deres jobcenter. Vi kan og vil gøre mere for at få vores medlemmer hurtigere i job. Og så glæder vi os naturligvis over den afbureaukratisering, som a-kasseforsøget også vil medføre,” fortæller FTFa’s formand, Steen Lund Olsen.

Vil styre medlemmer udenom ledighed

De fleste støder første gang på deres a-kasse den dag, de står uden job og skal have dagpenge. Det vil FTFa gøre op med ved at starte beskæftigelsesindsatsen allerede inden, deres medlemmer bliver ledige. Et tæt samarbejde mellem a-kasse og faglig organisationer er afgørende for, at den indsats kan nå i mål.

”Vi ser jobrådgivning som vores kerneopgave på linje med udbetaling af dagpenge. Står det til os, vil vi støtte op om vores medlemmers jobsøgning allerede i deres opsigelsesperiode, for så ved vi, at vi med vores sparring vil kunne få nogle medlemmer direkte videre i job, så de helt undgår at komme på dagpenge,” siger Steen Lund Olsen, der understreger, at det sker i tæt samarbejde med medlemmernes faglige organisationer.

Indsats for at mindske langtidsledigheden

Derudover vil FTFa bruge a-kasseforsøget til at arbejde med at begrænse risikoen for langtidsledighed:

”Vi har tilrettelagt et håndholdt forløb til de medlemmer, som vi forventer vil have sværest ved at få et nyt job. Ud over den økonomiske gevinst, som samfundet sparer, når et medlem går hurtigere i arbejde, så ved vi, at langtidsledighed også sætter sig mentalt hos vores medlemmer. Derfor ser vi det her særlige forløb som en win-win for vores medlemmer og for samfundet,” afslutter Steen Lund Olsen.

Fakta om a-kasseforsøget

  • A-kasseforsøget er en del af Beskæftigelsesministeriets forenkling af beskæftigelsesindsatsen
  • A-kasseforsøget går ud på, at ni ud af 23 a-kasser er blevet godkendt til at overtage jobcentrets ansvar for lediges beskæftigelsesindsats i de tre første måneder, medlemmet er ledigt
  • A-kasserne skal vise, at de er bedre til at få medlemmer i job end landets jobcentre
  • Forsøget løber fra 1. januar 2020 til 31. december 2023
  • Forsøget omfatter 25 % af nyledige FTFa indgår i forsøget med 36 kommuner (kommunerne i det tidligere Aarhus amt, Københavns amt og hele Fyn)
  • De ni deltagende a-kasser er FTFa, 3F, Dansk Metal A-kasse, FOA’s A-kasse, Magistrenes A-kasse, HK Danmarks A-kasse, Socialpædagogernes A-kasse, BUPL-A, Min A-kasse

Kontaktperson for mere information

Mads Kromann Fog
Vicedirektør, FTFa
mkr@ftfa.dk
Tel: 8938 3933

top

Afspiller nu: