OPHOLDSKRAVET - FRA START TIL SLUT

Opholdskravet var en restriktion i forhold til optjeningsretten til dagpenge, dvs. hvilke krav man som medlem skal overholde for at få godkendt dagpenge.

Inden opholdskravet havde det ikke været en faktor for din ret til dagpenge, hvor du havde opholdt dig, så længe du beholdt dit medlemskab af a-kassen, og kunne dokumentere din ansættelse og din løn.

Opholdskravet gjorde det et krav, at du skulle have opholdt dig i Danmark eller i et EØS-land i mindst 7 ud af 12 år, hvis du ville have dagpenge. En vigtig detalje ved opholdskravet var, at det blev indført med tilbagevirkende kraft, som betød, at medlemmer, der pt. var på dagpenge eller havde ret til dagpenge, fra den ene dag til den anden, ville miste det forsørgelsesgrundlag.

Den daværende regerings og DF's intention med at indføre opholdskravet var dels at finansiere en ny skatteaftale, men også at begrænse udbetalingen af dagpenge til medlemmer, der oprindeligt kom fra tredjelande.

*EØS-landene er lande, der er medlem af EU, Norge, Schweiz, Island og Storbritannien.

Opholdskravet var fra starten kontroversielt og mødte en del modstand fra bl.a. FTFa og Danske A-kasser.

Bekymringen bundede bl.a. i beskæftigelsesministerens lovforslag fra den 3. oktober 2018, hvor det fremgik, at over 20.000 medlemmer ville melde sig ud af deres a-kasse som konsekvens af opholdskravet. En anden bekymring var, at opholdskravet ville afholde danskere fra at rejse ud for at arbejde i udlandet fremover.

Kritikken af lovforslaget var opdelt i to lejre:

For det første var det kontroversielt af regeringen og DF at indføre kravet med tilbagevirkende kraft, og derved berøve medlemmer, der trofast havde betalt til deres a-kasser gennem en årrække, deres rettigheder.

For det andet blev regeringen og DF kritiseret for, at opholdskravet ramte skævt i forhold til intentionen om at medlemmer fra tredjelande skulle blive påvirket af af kravet. I stedet var det nemlig i højere grad var danske statsborgere, der blev ramt. Samtidig påpegede Danske A-kasser i en analyse, at tallene for medlemmer af tredjelande viste, at antallet af dagpengemodtagere var faldet med 35 % siden 2010, og at antallet af disse medlemmer i beskæftigelse var steget med næsten 60 %.

Til sammenligning var der i samme periode sket en stigning på 140 % af dagpengemodtagere fra EØS-lande.

De medlemmer, der mistede deres dagpengeret, mærkede konsekvenserne af opholdskravet hårdest, mens FTFa's medlemmer blev påvirkede over en bred kam.

Alle medlemmer der havde boet i udlandet, danskere som udlændinge, skulle dokumentere, hvor de havde opholdt sig, når de søgte om dagpenge. Også selvom de havde boet i et EØS-land, Norge eller Schweiz, fordi de skulle bevise, at de ikke havde boet uden for EØS, og derfor havde ret til dagpenge.

Det betød, at mange medlemmer blev nødt til at afvente myndighedernes dokumentation fra det eller de pågældende lande, som de havde boet i, når de søgte om dagpenge. Vi udbetalte dagpenge til dem, men hvis ikke myndighederne sendte dokumentationen inden seks måneder, skulle medlemmet betale deres dagpenge tilbage. Det var en stor bekymring, især for vores dimittender.

For FTFa var opholdskravet en massiv krænkelse af vores medlemmers rettighed og en stor politisk uretfærdighed.

Vi oplyste vores medlemmer om det nye opholdskrav og vejledte frustrerede og skuffede medlemmer. Heraf var der en del, der som følge af opholdskravet så sig nødsagede til at opsige deres medlemskab.

Administrativt var opholdskravet en enorm opgave, fordi det var FTFa's ansvar at indhente dokumentation for at udbetale medlemmernes dagpenge. Omfanget af administrationen endte med at optage et helt årsværk i bemandingen.